Hauptmenü
Vejersholdet
Så sluttede en æra!
Onsdag den 22. februar blev der sat det endelige punktum for 26 års historie.
Det navnkundige Vejershold mødtes for allersidste gang, og det foregik i Nord-Als Boldklubs klubhus, hvor komiteen havde inviteret medlemmerne af Vejersholdet til et par timers hyggeligt samvær.
Anledningen var udleveringen af et såkaldt appendix, et tillæg til den oprindelige udgave af Vejers-bogen, som medlemmerne fik udleveret for nu snart mange år siden. Peter og Carl Erik havde længe truet med at ville færdiggøre anden halvdel af bogen, og efter et langt tilløb lykkedes det så omsider at gøre alvor af løftet.
Slutresultatet blev uden at prale absolut tilfredsstillende. Peter havde med vanlig omhu og akkuratesse sørget for det tekniske, og det redaktionelle stof havde Carl Erik lagt pen til.
Resultatet var blevet en lang række fine fotos samt nogle ledsagende korte artikler, som dækkede forløbet af den årrække, bogen savnede for at være komplet.
Bogen blev vel modtaget af alle de fremmødte. Alle mødte op med undtagelse af Leif og Kedde, som begge var forhindrede i at deltage grundet bortrejse.
Der var sørget for indkøb af rødvin samt et passende antal poser chips, og alle hyggede sig i et par timer, hvor bogen samt det nye tillæg blev ivrigt diskuteret og drøftet, og der faldt mange sjove bemærkninger i løbet af mødet.
Komiteen bag Vejersholdet siger endnu engang alle vore kammerater en stor tak for mange års både sjovt og dejligt samvær og glæder sig over de mange gode minder, den komplette Vejers-bog rummer.
Carl Erik Rasmussen & Peter Glock